Skruelære 

Skruer er bindeleddet mellem de forskellige komponenter på motorcyklen. De findes i forskellige former, farver og materialer, de kan øge motorcyklens optiske værdi eller give den et uheldigt udseende, og hvis de har et overskruet hoved eller ikke længere kan skrues ud, giver de os virkelig problemer: de dumme skruer. Da skruer slet ikke bare er skruer, skal man ved udskiftning altid være opmærksom på et par ting, så resultatet bliver flot, kan modstå belastning og holde.

Kraftigt belastede, større skruer og bolte på køretøjet har som regel et sekskantet hoved, fra og med 8 mm eller mindre vil der ofte være anvendt et hoved med unbrako eller multitand.

Traditionelle lige- eller krydskærvskruer skal man altid håndtere med forsigtighed og med skruetrækkere, der passer godt, ellers bliver de hurtigt ødelagt (fig. 1).

Derfor anbefales det så vidt muligt at udskifte til unbrakoskruer - hvis de passer til motorcyklens stil.

Hvis det gælder om at opnå et lækkert look, virker skruer med linsehoved (fig. 2.1 a) ofte mere elegante end traditionelle unbrakoskruer med "tønde"-hoved (fig. 2.1 b). Et lækkert look kan også opnås med unbrakoskruer, der har konisk hoved (fig. 2.1 c).

Af optiske eller pladstekniske årsager anbefales det ofte at forsænke skruehovedet, så det flugter med materialet. Det gør man med et forsænkerbor (fig. 2.2 f) og en forsænket skrue (fig. 2.2 e). Hvis dette ikke er muligt ved tyndt materiale, kan der alternativt anvendes en fladhovedet skrue (fig. 2.2 d), der ganske vist ikke flugter, men dog rager så lidt ud som muligt.

Rundhovede skruer (fig. 2.2 g) er mere noget for oldtimers eller et bevidst ældre look.  

Hvis skruehovedet ikke kan fastholdes under monteringen, kan der anvendes en indsats med firkant under den ("låsebolt", fig. 2.2 h) som beskyttelse mod fordrejning.

Også blandt møtrikkerne kan man vælge mellem forskellige former. Ud over de almindelige sekskantmøtrikker findes der nogen med krave, som er bedre til at fordele trykpresset (fig. 3.1 c). Topmøtrikker anvendes til udsmykning og beskytter gevindet mod snavs og vejrpåvirkninger (fig. 3.1 b).

Kronemøtrikker kan sikres med en split (ikke illustreret). Notmøtrikker anvendes f.eks. til styrehovedet (fig. 3.2 e). Det er som regel mere elegant at anvende en selvlåsende møtrik (fig. 3.1 a) eller anvende skruesikringer (primært for at beskytte skrueforbindelsen mod vibrationer). Hvis der kun er lidt plads til rådighed (f.eks. under hjulskærmen), er flade møtrikker (ikke illustreret) en god løsning. Vingemøtrikker (fig. 3.2 d) kan afmonteres uden brug af værktøj.

Påsvejningsmøtrikker (ikke illustreret) med eller uden bur kan være påsvejset objektet permanent eller forskydeligt. Lange møtrikker anvendes, hvis en kort møtrik vil blive for svær at komme til, f.eks. på klemmeringen til forlygten (fig. 4).

Hvis det er vigtigt at fordele trykpresset lidt, vælger man skruer/møtrikker med krave eller anvender en større spændeskive.  

Fjederskiver (fig. 5 a) gør det sværere at ryste skrueforbindelsen løs, tandskiver (fig. 5 b), der graver sig ned i underlaget, sidder endnu bedre fast. På steder, der er udsat for vibration, bør der anvendes selvlåsende møtrikker eller en dråbe skruesikring på gevindet. Gummilejer (fig. 5 e) kan beskytte følsomme (f.eks. elektroniske) komponenter mod vibrationer.  

Hvis man vil beskytte lakerede eller polerede underlag, skal man lægge en nylonskive under (fig. 5 c).  

Skrueforbindelser, der holder et væske- eller oliefyldt hus lukket, kræver aftætning. Hvis der ikke allerede findes en papir- eller gummipakning, kan man som tætningsmiddel lægge en kobber- eller aluminiumsskive (fig. 5 d) under direkte ved skruehovedet. Tætningsringe af kobber eller aluminium bør kun anvendes en gang.    

Hvis nittebolten på et led skal udskiftes (f.eks. fodhvileren), kan der her oftest monteres en skrue med selvlåsende møtrik, som man spænder lige nøjagtigt så meget, at leddet stadigvæk kan bevæges.  

Standardskruer på motorcyklen er fremstillet af stål. Da stål i ubehandlet form ruster, er disse som regel galvaniserede eller forkromede. Galvaniseringer kan også se sorte, gullige eller grønlige ud, men de er oftest metallisk sølvfarvede. Brunerede eller parkeriserede skruer dur kun til montering i motoren, da de hurtigt vil ruste under påvirkningen fra vind og vejr. Stålskruer er i Tyskland inddelt i klasser efter deres trækstyrke/strækgrænse, som afhænger af stålkvaliteten.  

Til motorcyklen bør man kun anvende skruer med en trækstyrke/strækgrænse på 8.8 eller bedre (9.8, 10.9 eller 12.9).

Skruer af lavere værdi, som man kan købe i f.eks. byggemarkeder, er af for dårlig kvalitet (for bløde). Styrkeklasse, trækstyrke

Stålmøtrikker betegnes efter trækstyrken. For at opnå en optimal skrueforbindelse bør møtrikken mindst have samme trækstyrke som skruen.

Til stålskruer/møtrikker i mm-mål kan man bruge følgende standard-tilspændingsmomenter som udgangspunkt:

Tilspændingsmomenter til skruer iht. styrkeklasser - Standardgevind

Tilspændingsmomenter til skruer iht. styrkeklasser - standardgevind i mm-mål iht. DIN-ISO (generelle standardværdier i relation til skruen og ikke til anvendelsesformålet - ved anvendelse på køretøjer, skal anbefalingen fra producenten af køretøjet anvendes, såfremt der foreligger en sådan, s. værkstedshåndbogen)

Anvendelsen af ikke-rustende materialer til skrueforbindelser er selvfølgelig hensigtsmæssigt på en motorcykel og øger ved korrekt brug værdien af den.  

Titanium er godt tredjedel så let som stål, har et flot hightech-look og giver næsten samme trækstyrke som en 8.8-skrue. Dermed er den rigtig god at anvende til de fleste formål på motorcyklen (fig. 7 c).  

Aluminium er endnu lettere (vejer 1/3 i forhold til stål). Trækstyrken ligger afhængigt af aluminiumskvaliteten dog kun ca. ved styrken for en 5.6-stålskrue - det er for lidt for alle belastede monteringspunkter på motorcyklen! Aluminiumsskruer er perfekte til motordækslet, for de har den samme varmeudvidelseskoefficient som aluminiumshuset, så gevindene skånes. De kan også anvendes til alle smådele, der ikke skal klare så store belastninger (fig. 7 a).

Ikke-rustende stålskruer af V2A eller V4A (fig. 7 b) ligger med hensyn til vægten lidt højere end rustfri stålskruer, men har til gengæld et flot, eksklusivt look. Når de er poleret, skinner de næsten som forkromet, især på sortlakerede flader er de et flot blikfang. Deres trækstyrke er lidt lavere end stålskruernes.  

A2-50 og A4-50: værdierne gælder uden længebegrænsning. A2-70 og A4-70 samt A2-80 og A4-80: værdierne gælder kun for skruelængder op til den ottedobbelte gevinddiameter.  

Varmeudvidelseskoefficienten for rustfri stålskruer adskiller sig tydeligt fra dem af aluminium. Derfor skal man udvise forsigtighed ved anvendelse i motorhuse - hvis aluminiumsstøbningen er af jævn kvalitet, kan gevindene rives ud!  

Under alle omstændigheder bør man montere aluminiums-, titaniums- og VA-skruer med keramikpasta som slipmiddel på gevindet, da dette vil forhindre dem i at sætte sig fast og forhindre kontaktkorrosion, og keramikpasta er desuden varmebestandig.    

Messing er et flot materiale til at give motorcyklen personligt præg med, især hvis der er tale om vintage-look. En messingskrue i god legering kan opnå lige knap 2/3 af trækstyrken for en 8.8-skrue, og vil dermed ligge på linje med en V2A i mellemste styrkeklasse. Da trækstyrken dog ikke angives på skruen, skal man være forsigtig - og for en sikkerheds skyld holde sig til skrueforbindelser, der ikke skal holde til så meget.  

På Harley V-Twins og engelske klassikere sidder der skruer med tommegevind. Det mest udbredte er det amerikanske standardgevind UNC til grov- og UNF til fingevind. Styrken afmærkes med en centrisk stregkode på skruehovedet (fig. 8).  

Hvis der ingen stregkode foreligger, ligger styrken under den tyske DIN-ISO-sammenligningsværdi 8.8. Tre streger (s. fig. 8) markerer "Grade 5"-skruer, hvis trækstyrke ligger ca. omkring 8.8 - disse skruer er velegnede til de fleste forbindelser på motorcyklen. Skruer af en endnu højere klasse "Grade 7" og "Grade 8" har henholdsvis 5 og 6 streger, den højeste trækstyrke har dem med mærkningen L9 ("Grade 9") el. ASTM A574. Rustfri tommeskruer bærer ofte mærkningen 304 eller 316. De ligger med hensyn til trækstyrke under Grade 5-skruer (med tre streger).